Du er her: Forsiden Nyheder Sne - sne - sne

Print siden Print siden

Sne - sne - sne


Af adm. direktør Bente Søgaard, Bygningskontoret NORD A/S

 

Bedst som vi havde fået sidste vinters oplevelser en smule på afstand, står vi nu midt i et snekaos igen og i år endog meget tidligt, vil de fleste sikkert mene.

Langt de fleste tage kan holde til sne i et vist omfang, men det er vigtigt at være opmærksom på hvorfor det sidste år gik så galt i Nordjylland, og prøve at sikre sig mod en gentagelse af den kritiske situation som mange havnede i.

Der er tre hovedårsager til at mange tage måtte opgive kampen mod sneen:

 

Tung sne

Sne der er fuld af vand/is vejer mange gange mere end nyfalden frostsne. Det betyder, at sne der ligger længe og pakker sig til en islignende tilstand er meget tung, og her svarer 10 cm til måske 50 cm ny frostsne. Nyfaldet tøsne eller et relativt tykt lag sne, der får regn eller fugt ved plusgrader bliver hurtigt tungt, og det er tung sne vi skal være opmærksomme på.

Det er farligt at udmelde hvilken lagtykkelse der er kritisk da det afhænger af tagtype og hældning. Yderligere kan det være svært at vurdere lagtykkelsen, når man står nede på jorden og kigger op på taget, men 20 – 30 cm tung sne kan være kritisk.

 

Ældre konstruktioner

Konstruktionsnormerne har ændret sig flere gang gennem de sidste 40 – 50 år, dels grundet de vejrmæssige erfaringer og dels grundet den viden der er blevet tilvejebragt. Det betyder at mange af de ældre konstruktioner ikke kan leve op til nutidens normer. Det skal de dog heller ikke, da det er de krav der er gældende på opførelsestidspunktet der er kravet til en given uforandret bygning.

Derfor er det en god idé at være ekstra opmærksom på sneen på de ældre konstruktioner, herunder særligt stålrammebygninger, fra 70´erne og 80´erne.

 

Fejl i konstruktionerne

Der er efter denne vinters erfaringer talt og skrevet meget om fejl i konstruktioner. Der er konstateret en del konstruktioner med fejl i stabiliseringen, og når denne ikke er tilstrækkeligt etableret reduceres en konstruktions bærevene – det vil sige at den ikke kan bære den last man forventede den skulle kunne.

Stabilitetsbrud medfører ofte hurtige kollaps, og det er meget kritisk såfremt der er mennesker eller dyr i bygningen. Sikres stabiliteten kan bæreevnen genetableres fuldt ud og det er oftest ikke en uoverkommelig operation. Man skal blot vide, hvad det er der skal sikres på den enkelte konstruktion.

Et godt råd her i kulden er derfor at inspicere sine bygninger, og ved den mindste tvivl at bede en ingeniør om at gå med ud og kigge på det. Man kan ikke altid nå at få sneen ned før den tynger for meget, og så er det godt at have sikret sig og sine inden.

 

Professionel snerydning

Sne skal ned fra de danske tage når det bliver for meget, eller hvis den ligger for længe. Vores konstruktioner kan ikke bære det samme som for eksempel de norske og svenske. Men snerydning på tage er noget man skal være yderst varsom med selv at gøre, specielt på de større og stejle tage.

Bygningskontoret NORD A/S har derfor samlet en liste med de firmaer der er i besiddelse af egnet grej, og som kan hjælpe med opgaven. Listen ligger på forsiden af vores hjemmeside www.bk-nord.dk under snerydning.

Er der firmaer der ikke er på listen, er de velkomne til at kontakte os for at komme derpå, for bliver situationen kritisk er det vigtigt, at der ikke er lange ventelister, og at der er mange om buddet.

Kontakt Bygningskontoret NORD A/S og få råd og vejledning i snerydning på netop dit tag, og hjælp til et tagtjek af dine konstruktioner.