|
Hestestalde i eksisterende bygninger på landet
- skal jeg søge noget hos kommunen?
Generelt findes der 3 afdelinger hos kommunen, der kan komme i spil, hvis man ønsker at etablere et hestehold på sin ejendom, bygge-, miljø- og planafdelingerne. Hvilke afdelinger, der skal spørges/søges i, afhænger bl.a. af, om der udelukkende er private heste på ejendommen eller om der også udlejes bokse til andre, hvor stort hesteholdet er, og om der i øvrigt er landbrugspligt på ejendommen.
Nedenstående henvender sig til ejere af mindre ejendomme på landet, enten med landbrugspligt eller ”bolig ejendomme”, som hovedsalig har egne heste opstaldet.
Anmeldelse af ”ændret anvendelse, bygninger”
Planloven foreskriver, at alle væsentlige ændringer i en bygning skal anmeldes kommunen. På baggrund af et rundspørge til kommunerne, i mit typiske område, skal ovenstående tolkes således, at mere eller mindre alle bygninger som ændrer formål, bør anmeldes til kommunen. Det kommunerne her især ligger vægt på er, at krav til flugtveje, brandsikring og materialevalg, tilgodeser dyr og menneskers sikkerhed, samt at kloak fra f.eks. vaskeplads mv. er miljømæssig korrekt.
Som udgangspunkt ønsker de fleste kommuner tegninger af plan, snit og facade, samt situationsplan, men ofte accepterer de et mindre tegningsmateriale, hvis projektet er relativt simpelt og grundigt beskrevet. Disse anmeldelser er som regel uproblematiske, og svaret forligger ofte efter nogle uger.
Miljø forhold og Antal heste
Som hovedregel er der ikke krav om anmeldelse af hestehold under 3 DE. Men specielt hvis ejendommen har landbrugspligt, og tidligere har været registret med andre dyr, vil kommunen meget gerne have registret ændringer i deres system – det kan f.eks. være ”frameldelse” af tidligere hold af kvæg eller lign. Selvom der ikke er anmelder pligt på dyrehold under 3 DE, skal ”hygiejne” kravene som beskrevet i ”Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter” altid overholdes. Det er blandt andet krav til møddingsopbevaring og afløbsforhold.
Hestehold fra 3-15 DE skal anmeldes til kommunen. Anmeldelse af, eller ændring af et dyrehold, kan gøres på samme skema, som en evt. anmeldes af ændret anvendelse af en bygning. Her ligges specielt vægt på harmoni regler, afløb fra stalden og gødningshåndtering. Hvis disse ting er i orden, vil en anmeldelse oftest være helt uproblematisk, og typisk har man svar inden for nogle uger. Dyrehold over 15 DE kræver miljøgodkendelse, og er en større proces.
| Eksempel. |
Antal DE ved 4 heste |
Så mange heste kan man have på 15 DE (kræver min. 21 Ha) |
| Heste under 300 kg |
0,816 |
73 heste |
| Heste 300 - 500 kg |
1,38 |
43 |
| Heste 500 – 700 kg |
1,74 |
34 |
| Heste over 700 kg |
2,11 |
28 |
Mindre hestepension
Etablering af hestepension på din ejendom, landbrugspligt eller ej, kræver i teorien altid en landzonetilladelse, uanset om der kun udlejes en enkelt boks, og hesteholdet stadig er under 3 DE. Heste pension betragtes som supplerende aktivitet, som kan forårsage øget bil- og persontrafik i området.
Udendørsridebane
En ridebane som bruges til erhverv (pension mv.) kræver landzonetilladelse. En ejendom med landbrugspligt, som kun bruges til private hobbyheste, skal i teorien søge landzonetilladelse, hvis et landbrugsareal bruges til andet formål, eks. hestefold eller ridebane. De fleste kommuner er dog ikke vant til at modtage disse ansøgninger, og håndhæver det ikke særlig hårdt i praksis. I så fald, vil de formentlig være tilbøjelige til at lave en intern afgørelse.
Hvis hesteholdet har landbrugsmæssigt karakter – f.eks. stutteri, kan en ridebane være driftsmæssig nødvendig, og dermed undgå en landzonetilladelse. På en ejendom uden 3 DE og uden landbrugspligt, er der ingen krav til anmeldelse af ridebane – dette kan sidestilles med, at kommunen heller ikke blander sig i, hvordan folk udnytter deres have.
Tag det positivt
Som oftest er det ganske uproblematisk at ansøge disse sager hos kommunerne, og en anmeldelse skal ikke betragtes som et træls ”onde”. Det er vores erfaring, at kommunerne sætter pris på åbenhed. De vil bare have en fornuftig forklaring på, hvad der skal ske på den enkelte ejendom.
|
 |
|